Jeg tror ikke, der er flere mennesker med ADHD eller autisme end før. Den diskussion er alt for binær og polariseret.

Men jeg tror, der er flere, der ikke længere kan leve godt med deres hjerner.

Det gør mig nysgerrig.

For diagnoserne er ikke nye. Men måske er verden blevet ny, på en måde, som gør det sværere at være menneske.

Diagnoserne er virkelige og har altid været her. Der er solid evidens for, at ADHD og autisme er stabile neurobiologiske tilstande.

De har været beskrevet i mere end 100 år, længe før nogen havde mobiltelefoner, sociale medier eller nutidens forældretyper.

Forskning viser, at ADHD og autisme er hjernebaserede udviklingsforstyrrelser med tydelige neuropsykologiske og genetiske mønstre.

De er ikke et modefænomen eller et produkt af curlingforældre og selvoptagede unge.

De er en del af menneskets mangfoldighed.

Globalt er billedet overraskende stabilt:

• ADHD ses hos ca. 5–7 % af børn og 3–5 % af voksne.

• Autisme ses hos 1–2 % af befolkningen.

Når man sammenligner på tværs af årtier og diagnosticeringskriterier,

er det ikke antallet, der ændrer sig, men opmærksomheden.

Der er ikke en eksplosion i sygdom, men en eksplosion i erkendelse.

Vi lever i en tid, hvor livet ikke bare skal leves, det skal administreres.

Et almindeligt menneskeliv kræver i dag nærmest en kandidatgrad i logistik.

Forældre koordinerer fire forskellige skemaer, tre institutioner, to arbejdspladser og et fritidsliv.

Lægetider skal bookes digitalt, beskeder skal svares i Aula, e-Boks og Messenger, og mens du prøver at lave aftensmad, minder telefonen dig om,

at du mangler at betale kontingent til skolefodbold.

Det moderne liv stiller ikke kun store krav til vores tid, men til vores eksekutive funktioner: planlægning, overblik, fleksibilitet og selvregulering.

Det er blandt andet netop de funktioner, som mennesker med ADHD og autisme har svært ved at håndtere. Som jeg forsøgte at beskrive for en veninde: Jeg kan overskue enorme mængder af komplekse sammenhænge og refleksionsdybder. Men at få afleveret flasker eller sende en pakke tager uendelige mængder af tid og energi.

I dag oplever også mennesker uden diagnoser, at kravene overstiger kapaciteten.

Der er en stigning i stress, angst og depression, folkesygdomme i et overophedet samfund.

I mange år troede vi, at det stærke menneske var det, der kunne tilpasse sig alt.

Men måske er det netop vores evne til at tilpasse os, der gør os syge.

For når tempoet bliver for højt, begynder noget at give sig.

Det starter ofte som uro, træthed, glemsomhed, søvnløshed, symptomer, vi kender fra stress.

Men bag dem gemmer sig en dybere ubalance. En kultur, hvor menneskets rytme ikke længere passer til verdens rytme.

Når et barn mistrives i skolen, justerer vi barnet, ikke skolen.

Når en medarbejder brænder ud, tilbyder vi stresscoaching, ikke strukturelle pauser.

Når et menneske mister overblikket, giver vi medicin, men sjældent mindre kompleksitet.

Vi behandler symptomerne på et samfund, der har mistet rytmen med det menneskelige.

Jeg tror, vi kommer galt af sted, når vi placerer skylden ét sted.

Det er ikke individet, der fejler. Men det er heller ikke samfundet, der alene er problemet.

Det er relationen mellem de to, det felt, hvor menneske og omgivelser mødes, som ikke længere resonerer.

ADHD og autisme er ikke opfundet af samfundet.

Men de bliver sværere at leve med i et samfund, der er skruet op på konstant “on”.

Stress og angst er ikke nye lidelser. Men de forstærkes, når kravene overstiger nervesystemets bæreevne.

Så måske handler det ikke om overdiagnosticering eller underdiagnosticering,

men om, hvad det siger om vores tid, at så mange hjerner kæmper for at følge med.

Diagnoser er ikke fjender.

De hjælper mange, børn, voksne, familier og fagfolk med at skabe sprog, forståelse og mening. Mig selv og mange af mine kære inklusive.

Men jeg vil gerne forstå, hvorfor så mange mennesker i dag ikke længere kan leve godt med sig selv.

Hvorfor så mange føler sig overvældede, utilstrækkelige og trætte,

selvom vi lever i en tid med flere muligheder end nogensinde før.

Måske skal vi begynde at stille et andet spørgsmål.

Ikke: Er der for mange diagnoser?

Men: Hvordan kan vi skabe et samfund, hvor flere hjerner kan leve godt uden at blive syge eller mistrives?

Måske handler det ikke om at optimere mennesket, men om at genfinde en rytme, hvor mennesket og verden igen passer sammen.

Lige nu er alt for meget overladt til den enkelte, i en verden, hvor det optimerede menneske i forvejen er vores mantra.

Vi har virkelig ikke brug for flere longlivity-strategier, mere mindfulness eller flere logistiktavler i familien.

Vi har brug for ro.

For rytme.

For menneskelighed.

Vi har brug for at skabe rammer, hvor vi ikke konstant skal forvalte os selv,

men i stedet får lov til at være en del af noget, der bærer os.

Trivsel opstår ikke i kalenderstyring, men i forbindelse

til os selv, til hinanden og til den verden, vi er en del af.

Måske skal vi begynde dér.

Ikke med flere redskaber, men med færre forstyrrelser.

Ikke med flere krav, men med mere omsorg.

Ikke med flere manualer, men med mere mening.

For når verden bliver for smal til mennesket, er det ikke mennesket, der skal laves om

det er rytmen, vi skal finde tilbage til. Punktum.