- Om parentifikation og ansvarsbærende børn

Denne seddel har jeg gemt. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske fordi jeg havde brug for et bevis. Et bevis på, at det virkelig skete. For meget har jeg nok fortrængt gennem årene.

Den er skrevet til mig, da jeg var barn. Jeg ved ikke præcist hvor gammel jeg var. Måske 8. 10. Måske 12. Måske 14.

Jeg husker ikke længere situationen.

Men jeg genkender følelsen. At holde øje.

At have ansvar. At være den voksne, når de voksne ikke helt kunne være det.

Ikke fordi nogen ønskede at gøre mig ondt. Men fordi sådan bliver det ofte i familier, hvor alkohol eller andre former for misbrug fylder.

Derfor ramte præstens kommentar i Anders Aggers program om, at hun ikke forstår nogen kan fravælge kontakt med deres forældre på grund af alkoholmisbrug noget i mig.

For gennem mange år har jeg mødt børn og unge fra familier med misbrug. På Blå Kors’ sommerlejre. I mit arbejde. I terapi. Og én ting går igen. De fleste af dem har allerede båret mere ansvar, end noget barn burde bære.

Jeg har også mødt forældrene.

De fleste mennesker med et alvorligt alkohol- eller stofmisbrug er ikke onde mennesker. Tværtimod møder jeg ofte mennesker, som selv er hårdt ramt af livet, af traumer, af ensomhed og af afhængighed.

Og intet smerter mange af dem mere end tabet af relationen til deres børn.

Men.

Børn må aldrig blive svaret på voksnes misbrugsproblemer. De må aldrig få ansvaret for at reparere det, de ikke har ødelagt. De må aldrig forventes at kompensere for den omsorg, de ikke fik. De må aldrig gøres ansvarlige for en voksens ædruelighed, trivsel eller liv.

Når børn overtager voksenansvaret for deres forældre, kalder vi det parentifikation. Det er ikke kærlighed. Det er en belastning.

Og mange børn fra misbrugsfamilier har allerede båret langt mere ansvar, end noget barn nogensinde burde. De har trøstet. Forklaret. Undskyldt. Dækket over. Tilgivet. Håbet. Ventet. I årevis.

Derfor gør det ondt, når voksne mennesker mødes med antydninger af, at de burde forstå mere, tilgive mere eller blive længere i relationer, der fortsat skader dem.

For sandheden er ofte, at de allerede har strakt sig længere, end de fleste kan forestille sig. Nogle vælger at bevare kontakten. Nogle vælger at skabe afstand.

Nogle vælger at bryde kontakten helt.

Ingen af delene er lette valg. Men det er deres valg. Og det fortjener respekt.

Jeg møder også mennesker med misbrug, som længes efter deres børn hver eneste dag. Det gør ondt at være vidne til. Men børns opgave er ikke at hele deres forældres smerte. Ligesom det aldrig var deres opgave at bære den.

Derfor burde vi alle holde os for gode til at udskamme børn eller voksne børn af misbrugere for de grænser, de er nødt til at sætte for at passe på sig selv.

For en forælders misbrug har aldrig været barnets ansvar. Og det bliver det heller ikke, når barnet bliver voksent. Punktum.