Jeg er optaget af de unge.

Ikke bare som en faglig interesse, men fordi jeg igen og igen møder dem i en smerte, som er svær at få øje på udefra, og som de selv ofte ikke helt forstår.

En smerte, der ikke nødvendigvis larmer. Selvom nogle gange så gør den.
Men ofte lever den stille indeni.

Som en forpinthed.
En uro i kroppen.
En tyngde, der ikke helt kan forklares.

Årene fra 15 til 25 er nogle af de mest intense år i et menneskes liv.
Det er her, vi formes.
Det er her, vi forsøger at finde ud af, hvem vi er, hvilken plads i livet, der er vores, og om vi overhovedet har en plads.

Alt leves mere intenst i de år.

Glæden. Forelskelsen. Fællesskabet.
Men også smerten. Og ensomheden. Den kan være både stille og larmende.

Der kan være en stille, insisterende smerte, som ikke altid har et sprog.

En følelse af forkerthed.
Af skam.
Af ensomhed, også når man ikke er alene.

Af ikke helt at være med.

Jeg møder unge, som udefra ser ud til at have det hele.

De går i skole. De har fritidsjob. De har fritidsaktiviteter.
De har venner.
De gør det, der forventes af dem.

Og alligevel er der noget indeni, der gør ondt.

Noget, de ikke kan forklare.
Noget, de ikke helt kan mærke klart, og derfor heller ikke kan sætte ord på.

Og så begynder det at vende sig.

Indad.

Som en oplevelse af, at der må være noget galt med dem.

Og jeg møder også de unge, der tydeligt er ved siden af. Udenfor.

Som ikke føler, de er kommet med på toget.
Som står og ser de andre bevæge sig videre med retning, med fællesskab, med liv, mens de selv bliver stående et sted, de ikke helt kan finde ud af at forlade. De er fanget i stilstanden. På perronen.

Den følelse er ensom.

Ikke bare som “jeg er alene”, men som en dybere oplevelse af ikke at høre til.
Ikke at være som de andre.
Ikke at kunne det, de andre tilsyneladende kan.

Den smerte finder ofte sine egne veje.

Nogle begynder at skade sig selv.
Ikke nødvendigvis for at dø.
Men for at kunne mærke noget andet end det, der er for svært at være i.

Nogle drikker sig alt for fulde alt for ofte.
Ikke for festen.
Men for pausen fra sig selv.

Nogle eksperimenterer med stoffer.
Andre forsvinder ind i gaming, i isolation, i stilhed.

Det er forsøg.

Forsøg på at regulere noget, der er blevet for overvældende at være i alene.

Og nogle gange bliver det til noget eller har udgangspunkt i noget, vi kan genkende og give et navn.

Angst.
Depression.
ADHD.
Autisme.

Og det er vigtigt, at vi kan udrede og behandle.

Men diagnosen svarer ikke på det, som mange af de unge egentlig kæmper med:

Hvorfor har jeg det sådan her?
Hvad er der sket med mig?

For det, jeg ofte møder, er ikke kun det, vi kan diagnosticere, men en smerte, som ikke altid har haft et sted at være.

Det er følelser.

Sorg, der ikke har haft et sted at være.
Vrede, der ikke har måttet komme frem.
En ensomhed, der har fået lov at vokse i stilhed.
En skam, der har sat sig som en grundfølelse.

Og en dyb forpinthed over ikke at kunne finde vej i det.

I terapien siger jeg ofte:

Der er ikke noget galt med dig.

Og jeg ved godt, at det kan være svært at tage ind.

For hvis der ikke er noget galt med mig, hvorfor føles det så sådan?

Det er der, vi må begynde.

Ikke med at fjerne det.
Ikke med at forklare det væk.

Men med at gå tættere på det.

Jeg sad for nylig med en ung kvinde, som var kommet i terapi efter et brud.

Hun var i en dyb sorg.

Ikke kun over det menneske, hun havde mistet, men over det, der var sket med hende selv i relationen.
Hvordan hun havde tilpasset sig.
Givet afkald.
Langsomt mistet kontakten til sig selv.

Hun kunne godt forstå det, når vi talte om det.

Men hun kunne ikke være i det.

Ikke endnu.

Sorgen var for stor.
For ureguleret.
For smertefuld.

Og det er et sted, mange unge møder sig selv med skam.

Som om de burde kunne.
Burde være stærkere.
Burde komme videre.

Men det er ikke sådan, vi fungerer.

Kapacitet er ikke noget, vi beslutter os for at have.

Det er noget, der opstår i relation.
Noget, der bygges op over tid.

Så vi begyndte et andet sted.

Ikke med at forstå det hele.
Ikke med at analysere.

Men med at øve os.

I at være i det, bare en lille smule ad gangen.

I at kunne mærke uden at blive væk i det.
I at blive i sig selv, når det bliver svært.

For når skammen fylder, og fortællingen bliver:

Der er noget galt med mig.
Jeg er forkert.
Jeg får aldrig det, de andre har.

Så er det dér, vi må begynde.

Ikke med at sige imod.
Men med at skabe en anden erfaring.

En erfaring af, at det giver mening.

At det, du mærker, ikke er tilfældigt.
At det hænger sammen med det liv, du har levet.
Med det, du har været i.
Med det, du måske har manglet.

Vi bliver ikke hele alene.

Vi bliver til i relation.

Og nogle gange har vi brug for et sted, hvor vi kan begynde at være med det, der er, sammen med et andet menneske, indtil det langsomt bliver muligt at bære det selv.

Ikke fordi der er noget galt med os.

Men fordi der er noget, der gør ondt.