- Om parentifikation og ansvarsbærende børn Denne seddel har jeg gemt. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske fordi jeg havde brug for et bevis. Et bevis på, at det virkelig skete. For meget har jeg nok fortrængt gennem årene. Den er skrevet til mig, da jeg var barn. Jeg ved ikke præcist hvor gammel jeg var. Måske 8. 10. Måske 12. Måske 14. Jeg husker ikke længere situationen. Men jeg genkender følelsen. At holde øje. At have ansvar. At være den voksne, når de voksne ikke helt kunne være det. Ikke fordi nogen ønskede at gøre mig ondt. Men fordi sådan bliver det ofte i familier, hvor alkohol eller andre former for misbrug fylder. Derfor ramte præstens kommentar i Anders Aggers program om, at hun ikke forstår nogen kan fravælge kontakt med deres forældre på grund af alkoholmisbrug noget i mig. For gennem mange år har jeg mødt børn og unge fra familier med misbrug. På Blå Kors’ sommerlejre. I mit arbejde. I terapi. Og én ting går igen. De fleste af dem har allerede båret mere ansvar, end no

Jeg er optaget af de unge. Ikke bare som en faglig interesse, men fordi jeg igen og igen møder dem i en smerte, som er svær at få øje på udefra, og som de selv ofte ikke helt forstår. En smerte, der ikke nødvendigvis larmer. Selvom nogle gange så gør den. Men ofte lever den stille indeni. Som en forpinthed. En uro i kroppen. En tyngde, der ikke helt kan forklares. Årene fra 15 til 25 er nogle af de mest intense år i et menneskes liv. Det er her, vi formes. Det er her, vi forsøger at finde ud af, hvem vi er, hvilken plads i livet, der er vores, og om vi overhovedet har en plads. Alt leves mere intenst i de år. Glæden. Forelskelsen. Fællesskabet. Men også smerten. Og ensomheden. Den kan være både stille og larmende. Der kan være en stille, insisterende smerte, som ikke altid har et sprog. En følelse af forkerthed. Af skam. Af ensomhed, også når man ikke er alene. Af ikke helt at være med. Jeg møder unge, som udefra ser ud til at have det hele. De går i skole. De har fritidsjob. De har fr

Jeg tror ikke, der er flere mennesker med ADHD eller autisme end før. Den diskussion er alt for binær og polariseret. Men jeg tror, der er flere, der ikke længere kan leve godt med deres hjerner. Det gør mig nysgerrig. For diagnoserne er ikke nye. Men måske er verden blevet ny, på en måde, som gør det sværere at være menneske. Diagnoserne er virkelige og har altid været her. Der er solid evidens for, at ADHD og autisme er stabile neurobiologiske tilstande. De har været beskrevet i mere end 100 år, længe før nogen havde mobiltelefoner, sociale medier eller nutidens forældretyper. Forskning viser, at ADHD og autisme er hjernebaserede udviklingsforstyrrelser med tydelige neuropsykologiske og genetiske mønstre. De er ikke et modefænomen eller et produkt af curlingforældre og selvoptagede unge. De er en del af menneskets mangfoldighed. Globalt er billedet overraskende stabilt: • ADHD ses hos ca. 5–7 % af børn og 3–5 % af voksne. • Autisme ses hos 1–2 % af befolkningen. Når man sammenligner